PowerGear Preveiw på Magnum 370 CVX

15 Juli 2013

Udfordrer i den tunge klasse 

Artikel fra Maskinbladet, 6. juni 2013. Skrevet af Helge Plougmann Nielsen. Alle rettigheder forbeholdes Maskinbladet.

www.maskinbladet.dk

 

Udfordrer i den tunge klasse

Med over 400 hestekræfter og et moment på 1.806 newtonmeter er Case IH Magnum 370 CVX den nye udfordrer i den tunge vægtklasse af traktorer med trinløs transmission

 

I PowerGear Preview prøvekører vi den nyeste teknik, og det er Case IH Magnum 370 CVX et godt eksempel på.

Traktoren, som vi prøvekører, er fra en forserie, som er brugt til udstillinger og forhandlertræning. Produktionen af den store CVX forventes at gå i gang i slutningen af 2013, og dermed ser vi de første traktorer på det danske marked i starten af 2014.

Magnum 370 bliver ny topmodel i serien fra den amerikanske fabrik, og som den eneste model leveres den udelukkende med den trinløse CVX-transmission. De øvrige modeller fra Magnum 235 til 340 kan leveres enten med den velkendt 19-trins powershift-transmission eller med den nye trinløse CVX-transmission.

Ligesom de øvrige modeller i Magnum-serien anvender også den nye topmodel en sekscylindret FPT-motor med en volumen på 8,7 liter. For at overholde TIER 4a emissionskravet arbejder Case IH på samtlige Magnum-modeller med tilsætning af AdBlue i en SCR-katalysator.

Længere akselafstand

Kun modelbetegnelsen 370 CVX fortæller, at traktoren, som vi skal prøvekøre, er en trinløs variant af den velkendte Case IH Magnum.

Men har man et godt øjemål eller et målebånd, kan man faktisk se eller måle sig frem til, at traktoren er monteret med den nye transmission. For med den trinløse transmission øges akselafstanden med cirka ti centimeter.

Det giver Case IH mulighed for at kunne levere traktoren med baghjul, der er 215 centimeter høje. Forhjulene følger selvfølgelig med op i størrelse, og sammen med en ny foraksel, der må belastes med næste otte ton, giver det mulighed for en dækmontering, som modsvarer traktorens store effekt.

Trinløs med fire trin

Lige som traktoren produceres også den trinløse transmission i USA. Magnum CVX opleves som en trinløs traktor, der kan køre med en hvilken som helst hastighed, og som accelererer jævnt fra 0-40 kilometer i timen. Men lige som transmissionen i Case IH Puma CVX har transmissionen i Magnum CVX også fire trin.

Trinene skifter automatisk og uden at trækkraften afbrydes. I CVX-transmissionen overføres effekten både mekanisk og hydraulisk.

Med de fire trin er der fire steder i intervallet 0-40 kilometer i timen, at der er 100 procent mekanisk overførslen af effekten. Det giver den bedste effektivitet, og Case IH har derfor lagt den mekaniske overførsel ved de hastigheder, som typisk anvendes til markarbejde og transport.

Genkendelig komfort

I kabinen på Case IH Magnum CVX er alt, som vi kender det. Det vil sige en stor og rummelig kabine med fem stolper og et rigtigt godt udsyn. Kabinen har efterhånden nogle år på bagen. Men opdateringen med Multicontroller-armlænet og AFS Pro 700-terminalen gør kabinen til både en moderne og god arbejdsplads.

Eneste forskel på Multicontroller-armlænet i en Magnum med powershift og i den nye CVX-model er, at håndgassen er flyttet fra det store kørehåndtag og ned i to små orange kontakter i armlænet. Resten er nøjagtig, som vi kender det - ikke blot fra Magnum, men også fra Puma og til dels også fra Maxxum. Det giver god genkendelighed, og gør det let at skifte fra en traktor og til en anden.

Let at indstille

Den trinløse transmission kan køres manuelt med enten kørehåndtaget eller kørepedalen. Men med en transmission, hvor automatikken kan fastholde en bestemt hastighed - og tilmed udføre arbejdsopgaven med lavest mulige omdrejninger på motoren, er der absolut ingen grund til at køre manuelt.

Med trykknapper på kørehåndtaget kan der vælges mellem tre cruisehastigheder. Skal hastigheden reduceres eller øges i et af intervallerne, sker det let med en rullekontakt direkte på kørehåndtaget.

NyhedsarkivNyhedsarkiv

Husk at besøge for nyhedsarkiv for nyheder af ældre dato...

Gå til nyhedsarkivet