PowerGear tester Farmall U

15 September 2013

 Alsidig og kompakt 

Artikel fra Maskinbladet, 31. august 2013. Skrevet af Simon Broch Hansen. www.maskinbladet.dk

 

Alsidig og kompakt

Case IH Farmall 115U med orginal frontlæsser leverer god førerkomfort, enkelthed og funktionel betjening.

Sommerens trykkende varme er i særdeleshed til stede på testdagen, hvor traktoren afprøves i naturskønne omgivelser i en tidligere grusgrav på Salling.

Case IHs nye Farmall-klasse består af fire serier, henholdsvis A, C, U og U Pro, hvor forskellene primært ligger i udstyrsniveauerne. Farmall U-serien erstatter den tidligere JXU serie og fås udover 115U i modellerne Farmall 105U og 95U.

Monteret med en Maschio-brakpudser skal vi udføre naturpleje og se, hvad den italienskbyggede kompakttraktor har at byde på.

FPT med partikelfilter

Den nye Farmall U-serie består af tre modeller, hvor alle har firecylindrede 3,4 liter common-rail FPT (Fiat Powertrain Technologies) motorer med turbo og intercooler samt partikelfilter, så de overholder Stage IIIB-miljøkravene (svarer til det amerikanske Tier 4I).

Case IH har valgt løsningen med partikelfilter frem for SCR med baggrund i motorens størrelse samt typiske arbejdsbelastning. SCR-teknologien har man hos Case IH vurderet vil udgøre en relativ stor del af prisen på en traktor i denne prisklasse, og ved at undgå SCR-teknologi skal man naturligvis heller ikke tænke på Ad-Blue.

Partikelfiltret er placeret under motorhjelmen, da man herved udnytter motorvarmen, hvilket giver en yderligere god virkning af partikelfiltret. Filtret skal udskiftes ved hver 4.000 motortimer, men kræver ellers ingen daglig service.

To af kølerpakkens elementer kan trækkes ud og vippes frem, så der bliver en fornuftig adgang til at fjerne eventuelle ophobede strå og frø fra kølerribberne.

Motoroliens serviceinterval er 500 timer. Ved daglig kontrol af motoroliestanden lægger man straks mærke til den let tilgængelige oliepind, som kan kontrolleres uden at skulle åbne motorhjelmen. Dette ser jeg som et kæmpe plus, da man alt for ofte føler, at man mangler et ekstra led på underarmen for at nå oliepinden bag et eventuelt frontlæsserbeslag. Som prikken over i’et skulle oliepinden have siddet i venstre side, hvor normal ind og udstigning vil foregå.

Enkel transmission med finindstilling

Farmall 115U leveres som standard med en 24/24 to-trins powershift-transmission, og der kan eventuelt tilvælges en 20x20 krybegearkasse, hvor hastigheden kan komme helt ned på 255 meter pr. time. Testtraktoren er leveret med den normale 24x24.

Betjeningen sker gennem en gearstang med tre gruppegear, én gearstang med fire arbejdsgear, og i hvert arbejdsgear er der elbetjent high/low. Der er desuden en elektronisk koblingsknap foran på gearstangen, så arbejdsgearene kan skiftes uden brug af koblingspedalen.

Køreretningen ændres ved vendegear-grebet til venstre for rattet. Hertil er der efter min mening en rigtig smart funktion - og faktisk meget overraskende på en traktor i dette segment.

Med en trykknap, placeret på betjeningskonsollen i højre side af kabinen, kan man tilpasse vendegearets reaktion mellem blød, medium og hurtig. Det er især en fordel ved PTO-drevne redskaber, hvor motoromdrejninger holdes konstante under vending. Her kan der skiftes køreretning ganske blødt, mens PTO omdrejninger holdes på redskabet. Landbrugets Traktorafprøvning testede Farmall 115U og fandt en maksimal ydelse på 106 hestekræfter ved 1.926 motoromdrejninger - der tabes således kun otte hestekræfter gennem transmissionen fra traktorens nominelle effekt på 114 hestekræfter. Et godt bundtræk bekræftes af, at der ved 1.700 omdrejninger stadig er 101 hestekræfter at gøre godt med.

Kabine forberedt til læssearbejde

Tagprofilen, som deler foruden fra soltaget, er meget smal, og derved er der et rigtig godt udsyn til en løftet læsser - det var meget bekvemt ved læsning af en entreprenørvogn, vi havde til rådighed under testen.

Det betyder imidlertid, at der i bunden af forruden sidder en stor sort boks, hvori viskermotoren er placeret.

Jeg synes, det forstyrrer synsfeltet ud gennem forruden, men det er jo et kompromis, da den af gode grunde ikke kunne placeres i taget på grund af den smalle profil.

Der er store og ikke mindst stabile teleskopspejle, som giver et dejligt stort synsfelt bagud ved for eksempel bakning med en vogn eller ved sving på landevejene.

I kabinens højre side sidder de fleste betjeningsgreb til for eksempel lift, hydraulik, firehjulstræk, differentiale og så videre.

I B-stolpen sidder knapper til blandt andet køre- og arbejdslys, ventilation og aircondition.

En ting, jeg straks bemærkede under arbejdet med traktoren, var pladsen omkring pedalerne. Interiøret er ført frem således, at koblings- og bremspedaler sidder inde i et hul. Når man holder øje med redskabet og hurtigt vil koble ud, oplevede jeg gang på gang, at mine arbejdsstøvler gik på kanten af interiøret, når jeg skulle koble ud og også, at støvlerne blev fanget på bagsiden af beklædningen, når jeg skulle koble til igen.

Måske er det i lige så høj grad et spørgsmål om min motorik, men umiddelbart kan jeg ikke se nogen grund til, at pedalerne skal gemmes væk inde i sådan et hul.

Min irritation over pladsen omkring koblingspedalen bliver dog delvist afløst af en begejstring for den snilde indstilling af ratstammens vinkel. Det sker via en fodpedal frem for en håndbetjent låsemekanisme under ratstammen, som ellers ofte ses - endnu en overraskende og lækker detalje.

På med redskaberne

Liften på Farmall 115U løfter maksimalt 5.400 kg. Maschio-brakpudseren, vi kører med under testen, er tilkoblet i liften, og den elektronisk betjente lift fungerer fint, og det er det velkendte greb, som kendes fra for eksempel den tidligere MXM-serie, hvor man har et drejehjul med referencepunkt til dybderegulering samt en tommelfingerknap til hurtigt hæv og sænk.

Vægtoverføring, hævehøjde og sænkehastighed indstilles let og hurtigt på tre drejeknapper, som er placeret længst tilbage mod bagruden - igen enkelt og brugervenligt.

Der er tre hydraulikudtag og håndtag på testtraktoren. Et eventuelt fjerde udtag vil blive monteret gennem en diverter eller omskifterventil, således at tredje håndtag får en elknap, som skal aktiveres og derved betjene det sidste udtag. Et system, som er velkendt, og fungerer fornuftigt i praksis.

Hydraulikken leverer standard 65 liter pr. minut, og kan som ekstraudstyr levere 84 liter pr. minut. Flowet indstilles manuelt udefra bag på ventilblokken.

Testtraktoren var fabriksmonteret med en LRZ100 Case IH-frontlæsser med hurtigskift af redskab samt hydraulik og el ved afmontering af hele læsseren. I kabinen er der ved siden af gearstangen med arbejdsgearene et fint integreret betjeningshåndtag til læsseren. Det virkede rigtig behageligt, og det sidder godt for armen, når man sidder i sædet.

Enkelhed og komfort

Efter en behagelig test af Farmall 115U er jeg ikke i tvivl om, at traktoren vil være et behageligt bekendtskab for de mindre landbrug og måske ikke mindst vej- og park-sektoren, hvor avancerede transmissioner og alverdens terminaler til indstilling af de grundlæggende traktorfunktioner ikke er et must.

Plusser

God adgang til motoroliepind på trods af frontlæsserbeslag
Udsyn fra kabinen – rigtig godt udsyn til frontlæsser
Mulighed for at indstille vendegearets reaktion på en trykknap

Minusser

Interiørets udformning omkring koblingspedal.

Vindueviskermotor placering i forruden.

 

 

 

 

 

 

 

 

NyhedsarkivNyhedsarkiv

Husk at besøge for nyhedsarkiv for nyheder af ældre dato...

Gå til nyhedsarkivet