PowerGear Maxxum CVX

27 Juli 2014

Læssetraktorens overmand 

Artikel fra Maskinbladet, 27. juni 2014. Skrevet af Morten Damsgaard. www.maskinbladet.dk

 

Læssetraktorens overmand

I en kompakt størrelse og med trinløs transmission uden gruppeskift har Case IH et stærkt kort på hånden med Maxxum CVX.

Klik HER og se PowerGear-testfilmen.


Case IH leverer den velkendt Maxxum-serie i en trinløs CVX udgave i de firecylindrede modeller i serien. I denne udgave af PowerGear afprøver jeg topmodellen: Case IH Maxxum 130 CVX, som yder 131 nominelle hestekræfter fra den 4,5 liters Fiat Powertrain motor, og med boost sniger effenkten sig helt op på 163 hestekræfter. Boost'en udløses først ved PTO-arbejde samt transportkørsel, og da jeg i denne test afprøver traktoren i marken med en kraftig Lemken Rubin discharve, så får jeg ingen glæde af boostfunktionen, men traktoren klarer fint markarbejdet til trods for, at den blå harve er meget tung. Den eneste vægt, jeg kan flytte til fronten af traktoren, er den silo-klo, jeg har monteret på frontlæsseren. Jeg er helt sikker på, at hvis jeg havde en frontlift med en god vægtklods, så ville markarbejdet gå betydeligt bedre.

Men netop den Maxxum CVX, som vi har under kærlig behandling i denne udgave, er udstyret sat efter, at det netop er læsseopgaver, som er hovedformålet med traktoren.

Det ses blandt andet ved, at traktoren er udstyret med en fabriksmonteret Case IH frontlæsser. Der er ingen affjedring på forakslen, ingen frontlift, hydraulikventilerne er mekaniske, mens frontlæsseren styres med det elektriske joystick fra den midtermonterede ventil på traktoren.

Rigtig mange mælkeproducenter køber en frontlæssetraktor, som benyttes 70 til 80 procent af tiden i køresiloen, og her vil testtraktoren falde godt ind.

Dog kan traktoren også bruges i marken, som vi beviser i denne test - endda til de tungere arbejdsopgaver. Liften løfter imponerende 7,8 ton

Læssetraktoren i sit es

Den trinløse CVX transmission har ingen trin. Det vil sige, at du som chauffør ikke skal bekymre dig om et gearskift mellem mark og vej. Transmissionen kan styres både fra kørepedal og kørehåndtag. I tre forskellige områder kan jeg ændre fremkørselshastighed med et drejehjul, og det er rart, at jeg i køresiloen kan ændre pedalgangen, når jeg kører ned mod fuldfoderblanderen eller mod ensilagestakken.

Det samme gør sig gældende i marken, når en hastighed kan bruges på forageret og en anden i selve trækkene.

Den fabriksmonterede Case IH FZ LRZ130 frontlæsser er den kraftige model i de røde frontlæssere, som Case IH får produceret hos tyske Stoll.

Parallelføringen i frontlæsseren er gemt i hovedrammen, og det giver et rigtig godt udsyn fra kabinen. Læsseren kan udstyres med mange forskellige funktioner, og på den afprøvede traktor er der både hurtigskift af hydraulikslanger til tredje funktion, samt hurtigskift af samtlige hydraulikslanger til selve frontlæsseren.

Frontlæsseren har desuden "Return to Level", hvilket betyder, at jeg med ét enkelt klik kører frontlæsseren tilbage til vandret position efter aflæsning i fuldfoderblanderen. Med en knap på højre B-stolpe i traktoren vælger jeg mellem "Return to Level" samt en hurtig aflæsningsfunktion. Selve betjeningen foregår på joysticket. Jeg så dog hellere, at Case IH havde placeret knappen til skift mellem funktioner i armlænet og gerne så tæt som muligt på joysticket.

Det er ikke optimalt, at jeg skal slippe joysticket for at skifte mellem funktionerne bag mig, hver gang jeg læsser foderet af.

Traktoren er desuden udstyret med hjulvægte i bag, og selv med to bigballer i frontlæsseren i høj position, så er stabiliteten rigtig stor i den mindre firecylindrede traktor.

 

Lydsvag kabine

Jeg har svært ved at få min lydmåler til at vise over 70 dB i kabinen på traktoren, og det må siges at være ganske imponerende. Sammenlignet er lydniveauet i en personbil mellem 65 og 70 dB. Kabinen deler Maxxum-serien med Puma-serien, og foruden det dermed lavere lydniveau, så giver det også en række fordele betjeningsmæssigt.

Fra højre armlæn kontrollerer jeg alt, da alle funktioner er samlet her. På de nye modeller, er der desuden opdateret i toppen af kabinen, hvor klimaanlæg eller aircondition er flyttet til højre side og sidder sammen med radio og arbejdslys, og det falder i god jord hos mig.

Multicontroller armlænet kaldes det højre armlæn, og normalt har man mulighed for at betjene fire fjernventiler med fingerkontakter i armlænet foruden de to udtag i krydsstikket.

Men test-traktoren er udstyret med mekaniske hydraulikudtag, og derfor foregår alt hydraulikindstilling uden for traktoren.

Til trods for denne mekaniske løsning, så kan jeg stadig styre frontlæsseren elektronisk, da test-traktoren har en midtermonteret ventil, hvilket betyder, at der midt under traktoren sendes olie enten til frontlæsser eller fjernventilerne bag på traktoren.

Dette er en superfin og økonomisk løsning til traktoren, der skal bruge sin levetid i køresiloen. Man kan dog vælge at spare den midtermonterede ventil væk og i stedet investere i fire elektroniske fjernudtag bag på traktoren. Dermed kan frontlæsseren monteres her. Det kan være en løsning, hvis traktoren skal udføre en del opgaver i marken. Prisforskellen er cirka 10.000 kroner, og det er måske mere en smagssag, hvad man er mest til.

Hydraulikken bliver pumpet rundt i systemet med en LS-pumpe med en maksimal ydelse på 125 l/min.

Fjernventilerne bag på traktoren er placeret i højre side, og det virker ulogisk, da man altid vil placere sig i venstre side ved af- og påmontering, da man ofte kommer ud af traktoren i den side.

Ind- og udstigningforholdene er gode på Maxxum'en, og ved frontlæsserarbejde er det ekstremt vigtigt, at man let og hurtigt kommer ind og ud af traktoren. Da kabinen kun er firestolpet, lukker dørene langt op, og trinene er lette at passere. Knap så let forholder det sig dog med indstilling af rattet, som jeg skal bruge to hænder til. Det ville være rart, at Case IH tog rat-pedalen med fra Magnum-serien eller rendegraveserien over i Maxxum CVX.

 

SCR motor

Serviceadgangene er gode på den lille Maxxum, og batteriet er let at åbne på højre side af traktoren. Desuden er polerne ført fint frem til starten for eventuel opstart ved dødt batteri.

Den røde motorhjelm åbner op i ét stykke, og der er ingen sideplader. Motoren er leveret fra Fiat Powertrain, og den har et serviceinterval på 600 timer. Det er et meget langt serviceinterval, og det samme gør sig gældende for hydraulikolien, som ligger på 1.200 timer. Servicetilgangen er dog begrænset til luftfilteret og for at afmontere for rengøring eller udskiftning, så skal frontlæsseren spændes af traktoren, da luftfilteret ikke kan gå forbi frontlæsserrammen.

Motoren kører med ren SCR-teknologi, hvilket betyder, at der skal fyldes AdBlue på traktoren. Men det betyder samtidig også, at man undgår sodpartikler i motoren, da EGR-teknologien ikke er benyttet på FPT motoren. Motoren lever op til Tier4i-kravene, og til næste år forventes en afløser, så Tier4f-kravene kan overholdes, som dog stadig ikke inkluderer EGR-teknologi, men ren SCR-teknologi.

Påfyldning af diesel og AdBlue er flot gemt væk bag en afskærmning, så der ikke kommer ler og andet mudder fra fordækkene til tankstudserne.

Når trådene samles, så har det været en stor fornøjelse at prøve den nye Maxxum CVX af i sit rette element. Det er helt klart en traktor, som rammer lige ind i den danske mælkeproducents bedrift, hvor man ønsker en læssetraktor, som skal kunne varetage små opgaver i marken i spidsbelastninger, og her er Maxxum CVX et rigtig godt bud. Den trinløse transmission og det gode udsyn til frontlæsseren gør læssearbejdet til en leg.

Vi har bevist, at vi let kan bruge traktoren i marken, og selv med en meget tung fire meter Lemken harve viste den røde østriger sit værd.


 

Plusser

Transmissions betjening

Støjniveau

Kabineindretning

Stor liftkapacitet

Serviceinterval på motor

Udsyn over frontlæsser


 

Minusser

Frontlæsse-funktioner langt væk

Fjernventil placering bag på traktoren

Luftfilter kan ikke komme ud for frontlæsseren

Mangler pedal under rat


 

Tekniske specifikationer

Motortype  FPT

Slagvolumen, liter: 4,485

Nominel effekt kw/hk: 96/131

Maksimal effekt kw/hk: 120/163

Maksimal moment, Nm: 676

Transmission: Trinløs

Brændstoftank: 175

Adblue tank: 37

Min. egenvægt i alt, kg: 4.990

Totallængde, meter: 4,292

Højde, meter: 2,975

Brede, meter: 2,205

Akselafstand, meter: 2,402

Venderadius, meter: 4,04

Hydraulikydelse, liter/min: 125

Maksimal løftehøjde i bag, kg: 7.400

Fordæk: 480/65 R 28

Bagdæk: 600/65 R 38

Støjniveau

Ved tomgang i stilstand m blæser slukket:

60 dBA (850 omdr/min)

Ved tomgang i stilstand m blæser fuld styrke:

68 dBA (850 omdr/min)

Ved 40 km/t på landevejen:

68 dBA (1370 omdr/min)

Ved 10 km/t på marken foran stubharve:

70 dBA (1450 omdr/min)


 

Listepriser

Basispris på Case IH Maxxum 130 CVX: 751. 000

Pris på afprøvet traktor

inkl. udstyr: 868.780

Uddrag af udstyr på test-traktor:

To elektriske midt monteret ventiler: 17.000

Frontlæsser med udstyr og montering: 85.280

Andet udstyr:

Affjedret foraksel: 31.900

4 elektroniske fjernventiler: 18.600

Frontlift: 24.500


 

Importørens kommentarer

Af Torben Nielsen, produktspecialist, Case IH

Det kan være svært at lave en traktor som dækker alle behov. Ikke desto mindre er det, hvad Maxxum CVX kan. Med sit kompakte ydre, er den utrolig smidig og manøvredygtig, selv når pladsen er trang, som f.eks. læsseopgaver i en køresilo. Samtidig har den også muskler nok til at arbejde i marken, når dette kræves. Begge dele uden at gå på kompromis med komforten.

For de som allerede kender Case IH's multicontroller armlæn vil det være genkendelsens glæde, da betjeningen af Maxxum CVX er nøjagtig den samme som i Puma, Magnum, Steiger og Quadtrac.

Udstyrsmæssigt spænder Maxxum CVX også bredt, og kan derfor tilpasses langt de fleste behov. Som f.eks. den testede traktor, med fokus på frontlæsser med mekaniske fjernudtag og baghjulsvægte.

Se PowerGear-filmen

 

 

 

NyhedsarkivNyhedsarkiv

Husk at besøge for nyhedsarkiv for nyheder af ældre dato...

Gå til nyhedsarkivet